Shiaislam

Baggrund

Tidlig politisk og religiøs historie

Et magtopgør om verdslig og religiøs ledelse kulmineredede den nat, profeten Muḥammad døde i den vestarabiske by Medina i år 632. Mens profetens allernærmeste, heriblandt hans fætter og svigersøn ʿAlī og profetens datter Fāṭima, var beskæftiget med at klargøre profetens lig til den pligtige islamiske begravelse, mødtes en række ledende muslimske mænd i et forsamlingshus, saqīfa, i Medina. I nattens senere timer strides de om, hvem der skulle nomineres som efterfølger til profeten (kalif) over den muslimske nation (umma). Til stede var to af profetens gamle fæller, ʿUmar og Abū Bakr, samt en række kandidater blandt medinerne. Efter en del tumult fik ʿUmar overtalt flertallet til at sværge troskab til Abū Bakr, en af profeten Muḥammads svigerfædre og nære fortrolige. Abū Bakr blev ved første dagslys offentligt hyldet som kalif af sine tilhængere. Et mindretal af fællerne til stede ved saqīfa afviste valget af Abū Bakr og mente, at ʿAlī, profetens svigersøn og fætter, havde krav på efterfølgelse. Denne gruppe var særligt hengiven over for Muḥammads nære familie – kaldet “husets folk” (ahl al-bayt) – og fastholdt, at lederskabet af det muslimske samfund udelukkende tilkom profetens nære familie. Første gruppes synspunkter er i dag forbundet med sunniislam (sunnisme), mens den anden kendetegner shiaislam (shiisme).

Shiaislam er i praksis den ældste religiøse gren inden for islam, da det, man kan kalde dens kerneprincip, går tilbage til tiden, hvor spørgsmålet om efterfølgelse af profeten Muḥammad først opstod. I dag er shiaislam den største af de muslimske minoritetsbevægelser og betragtes af det “ortodokse” sunnimuslimske flertal som islams mest indflydelsesrige “heterodoksi” (dvs. de der afviger fra den officielle troslære). Shiamuslimer selv mener dog, at deres troslære er islams sande “ortodoksi” som den kan føres direkte tilbage til profeten Muḥammads tid. Selvom vi i dag kan være tilbøjelige til at tænke på “sunni” som en modsætning til “shia”, altså to grene af islam, tog det i den formative periode langt længere tid for sunniislam (som vi kender det i dag) at blive en egentlig etableret gren. I den helt tidlige politiske og religiøse historie eksisterede sunniislam ikke; snarere eksisterede der shiamuslimer og alle andre muslimer (dvs. ikke-shiamuslimer).

Den tidlige politiske og historiske udvikling viser, at efter Abū Bakrs nominering (r. 632–634) blev ʿUmar (r. 634–644) udpeget, derefter blev ʿUthmān (r. 644–656) udvalgt af en nedsat komité, og til sidst blev ʿAlī folkevalgt som kalif. Det var først i 656, knap 30 år og tre kaliffer senere, at ʿAlī og hans tilhængeres krav på kalifatet blev indfriet.

Dette magtopgør i den tidlige islam er siden hen blevet genfortalt vidt forskelligt af sunni- og shiamuslimer, hvilket har påvirket måden, hvorpå forskellige muslimske samfund husker og videreformidler fortiden. De forenkler ofte de komplekse begivenheder til en sammenhængende, men tilpasset fortælling. Ifølge sunnimuslimske historiefortælling afværgede ʿUmar og Abū Bakr en overhængende fare for splittelse i det muslimske samfund, mens shiamuslimske historikere mener, at det netop var dem, der skabte splittelsen ved at sørge for, at den politiske og religiøse magt blev frataget ʿAlī, der var udnævnt til den.

De fire første kaliffer er af senere generationer blandt sunnimuslimske historikere blevet æret som de “fire retledte kaliffer”. Der er som så ikke strid mellem sunni- og shiamuslimer om den historiske rækkefølge af verdslige kaliffer, men der er strid om deres legitimitet. Shiaislam anerkendt hverken Abū Bakr, ʿUmar og ʿUthmān, som derimod holdes højt i ære af sunnier.

Shiaislam får sit navn fra den arabiske betegnelse “ʿAlīs parti” (shīʿat ʿAlī). Betegnelsen refererer til de muslimer, der før og efter profeten Muḥammads død mente, at ʿAlī var profetens retmæssige efterfølger – profetens kalif (khalīfa) – og suveræne leder (imām). I den tidlige islam og efter Muḥammads død blev betegnelsen imamatet (imāmat) anvendt om det suveræne lederskab af det islamiske samfund, synonymt med kalifatet (khulafāʾ el. khalāʾif), profeten Muḥammads efterfølger. Senere skilles begreberne dog ad, idet sunnimuslimer primært anvender imam-titlen som en æresbetegnelse og kalif-titlen som en verdslig efterfølger af profeten Muḥammad. Shiamuslimer tilskriver derimod imam-titlen en helt særlig betydning og bruger ofte kalif-titlen i omtale af de sunnimuslimske uretmæssige leder, der historisk efterfulgte profeten Muḥammad.

Introduktion

Moderne teologi

Shiaislam bygger på fem centrale søjler, der udgør fundamentet for dens troslære. De første tre søjler er fælles for hele islam og omfatter troen på én Gud, troen på Muḥammad som den sidste profet, og troen på dommedag. Enhver, der accepterer disse tre grundlæggende principper, betragtes ubestrideligt som muslim. Dette betyder, at både sunni og shia muslimer deler en fælles religiøs identitet og anses som trosfæller.

De sidste to søjler er særlige for shiaislam og markerer en teologisk distinktion. Den fjerde søjle er troen på, at Gud er retfærdig på en måde, som mennesker rationelt kan forstå. Den femte søjle er troen på imamerne, guddommeligt inspirerede ledere, der nedstammer direkte fra profeten Muḥammad. Accepten af disse to yderligere søjler gør en person ikke blot til muslim, men til shia muslim. De betragter sig selv som rettroende, hvilket placerer dem i en mere udvalgt kategori med adgang til en dybere sandhed.

Imamatet, institutionen for disse imamer, er central i shia islamisk teologi. Det repræsenterer det legitime lederskab af det muslimske samfund og sikrer kontinuiteten af profetens vejledning gennem hans efterkommere. Denne opfattelse understreger vigtigheden af en guddommeligt udpeget leder, der kan tolke Guds vilje og lede samfundet i overensstemmelse hermed.

Imamrækken

  1. ʿAlī b. Abī Ṭālib (d. 660)
  2. Ḥasan b. ʿAlī (d. 670)
  3. Ḥusayn b. ʿAlī (d. 681)
  4. [Zayn al-ʿĀbidīn] ʿAlī b. Ḥusayn (d. 712 el. 713)
  5. [al-Bāqir] Muḥammad b. ʿAlī (d. 735)
  6. [al-Ṣādiq] Jaʿfar b. Muḥammad (d. 765)
  7. [al-Kāẓim] Mūsā b. Jaʿfar (d. 800)
  8. [al-Riḍā] ʿAlī b. Mūsā (d. 818)
  9. [al-Jawād] Muḥammad b. ʿAlī (d. 835)
  10. [al-Hādī] ʿAlī b. Muḥammad (d. 869)
  11. [al-ʿAskarī] Ḥasan b. ʿAlī (d. 874)
  12. [al-Mahdī] Muḥammad b. Ḥasan

De 12 imamer, sammen med profeten Muḥammad (d. 632) og hans datter Fāṭima (d. 632) – som tilsammen udgør 14 individer – kaldes "husets folk" (ahl al-bayt).

Religion

Trosbekendelse

Den muslimske trosbekendelse er et toleddet vidnesbyrd om der er (1) ingen gud(dom) uden Allāh og (2) Muḥammad er hans sendebud. Den fulde trosbekendelse lyder:

Enhver, der oprigtigt udtaler trosbekendelsen, betragtes som ’muslim’. En muslim betegner en person, der har underkastet sig islam og derfor vil være underlagt det islamiske samfundssind.

Shiaislam tilføjer et tredje vidnesbyrd til trosbekendelsen, som bekræfter wilāya af Imam ʿAlī. Det reciteres efter den toleddet trosbekendelse og lyder:

Denne tredje del af trosbekendelsen er ikke en nødvendighed for at betragtes som muslim, men den anses som en naturlig udvidelse af trosbekendelsen for shiamuslimer.

Troslære

Den grundlæggende troslære (uṣūl al-dīn) bygger på fem punkter:

  1. Guds enhed (tawḥīd)
  2. [Muḥammads] profetkald (nubuwwa)
  3. Genopstandelse (maʿād)
  4. Guds retfærdighed (ʿadl)
  5. Imamat (imāma)

Trosartikler

De grundlæggende trosartikler (furūʿ al-dīn) tæller ti punkter:

  1. Bøn (ṣalāt)
  2. Faste (ṣawm)
  3. Pilgrimsrejse (ḥajj)
  4. Almisse (zakāt)
  5. En femtedel (afgift) (khums)
  6. Bestræbelse (jihād)
  7. At påbyde det gode (amr bi al-maʿrūf)
  8. At forbyde det onde (nahy ʿan al-munkar)
  9. At udtrykke kærlighed mod det gode (tawallā)
  10. At udtrykke afstandstagen mod det onde (tabarrā)

Til tider ses det, at punkterne 7 og 8 skrives sammen som et punkt, dvs. at påbyde det gode og forbyde det onde (amr bi al-maʿrūf wa nahy ʿan al-munkar). Det samme gælder for punkterne 9 og 10, dvs. at udtrykke kærlighed til det gode og afstandstagen mod det onde (tawallā wa tabarrā). I så fald tæller de grundlæggende trosartikler samlet otte og ikke ti punkter.